Numb3rs holder juleferie! Man kan se genudsendelser om eftermiddagen, men nye afsnit må vi vente på. Formentlig til sidst i februar – det er den model, de hidtil har brugt.
I mellemtiden kan I jo se andre krimiserier – der er masser af matematik i, men man skal kigge godt efter!
Jeg har før givet diverse links om matematik, så jeg gentager måske mig selv, men alligevel: Hvis I vil læse om matematik og kan leve med, at det er på engelsk, så er her en stribe gode sider:
Plus Magazines News from the World of Math: http://plus.maths.org/blog/
Plus magazine.
Nrich har lavet en side om biologi og matematik, hvor man kan finde ideer til f.eks. AT i gymnasierne. Og for biologiinteresserede gymnasieelever, der undrer sig over, hvorfor man skal have matematik på mindst B-niveau i en studieretning med biologi på A-niveau. Der er sikkert også noget af det, der kan bruges i flerfaglige projekter med kemi – se her.
Om matematikken i Numb3rs, kan I læse mere hos MathWorld. Det er, som tidligere sagt, rigtig flot lavet.
Og så vil jeg da lige benytte lejligheden til at reklamere for at læse matematik. Man kan ikke gå lige ind i Charlies fodspor, men man behøver heldigvis heller ikke være vidunderbarn! Matematikstudiet kan føre til mange forskellige jobs. Det vil nok overraske mange, at det kun er omkring 1/3 af kandidaterne, der bliver gymnasielærere.
En forholdsvis ny tendens er, at kandidater med matematik bliver “gaflet” til PhD-studier i ingeniørvidenskab. Mange tekniske udviklinger bygger i så høj grad på udvikling af ny matematik, at man har brug for folk med en meget stærk matematiske baggrund. Det gælder også økonomi, hvor matematikøkonom uddannelsen er den direkte vej, men hvor mange bliver ansat med en helt anden matematisk specialisering.
Så hvis du har flair for matematik, så check matematikuddannelserne. Kandidatuddannelser i matematik findes i Aalborg, København, Roskilde, Odense og Århus. På DTU kan man læse ingeniøruddannelser med meget matematik i (og det kan man også i Aalborg). Uddannelserne har mange fælles emner, men har også forskelligheder i både metoder og emner, så se dig omkring .
Og husk, at statistik faktisk er noget andet end at sætte tal ind i et regneark 🙂 Det ved Numb3rsfans jo alt om – der analyseres data med statistiske metoder i rigtig mange af afsnittene. Så det er også et studie, men bør overveje at bruge sine matematiske evner til. Man kan læse statistik i Aalborg, København og Århus.
Matematik-økonomi kan man læse i Aalborg, København, Odense og Århus.
Jeg har ikke lagt links ind, men mon ikke, I finder det – ellers skriv til mig og spørg. Jeg kan enten finde siderne eller ringe til en, der kan…
God jul
Lisbeth.