Ada Lovelace dag ( i går)

Jeg glemte Ada Lovelace dag i går. Det er dagen, hvor bloggere peger på et kvindeligt forbillede i de teknisk-naturvidenskabelige fag. Se Finding Ada. Jeg har rigtig mange forbilleder – heldigvis. For eksempel alle dem, jeg møder til European Women in Math konferencerne. Se videoer med interviews fra konferencen i Novi Sad i august 2009: Video 1
Video 2
Video 3
Der kan man bl.a. høre Ingrid Daubechies, som er kvinden bag wavelets. Et matematisk område, vi alle bruger dagligt, når f.eks. vi ser billeder på nettet, tager billeder med mobilen.

Ada Lovelace har jeg skrevet om tidligere på bloggen – det klipper jeg ind her:
Ada Lovelace (1815-1852).

Ada Lovelace

Verdens første datalog – eller programmør. Hun arbejdede sammen med Babbage, som lavede en “differensmaskine”, en forløber for computeren. Ada Lovelace skrev en artikel “Observations on Mr. Babbages analytical engine”, hvor hun beskrev, hvordan man, hvis engang sådan en “analytical engine” blev lavet, skulle oversætte kommandoer til tal – altså lave et programmeringssprog. Hun beskrev procedurer, løkker og mange andre dele af programmering. Men hun brugte også differensmaskinen til at lave udregninger, som hun skulle bruge til at spille på heste, og det gik grueligt galt. Hun tabte rigtig mange penge og måtte pantsætte familiens smykker.

Hun var en imponerende dame. Det var bestemt ikke hverdagskost, at kvinder beskæftigede sig med matematik og lignende. Læs mere om hende på St Andrews hvor man finder mange matematikerbiografier – på engelsk.
Hun døde som 36 årig af kræft og åreladning. Åreladning er i øvrigt et eksempel på en behandling, som slog rigtig mange patienter ihjel, før man fik lavet en ordentlig statistisk analyse af, om det hjalp eller ej. Det gjorde det mildt sagt ikke…

This entry was posted in Blog. Bookmark the permalink.