Kognitiv Emergensteori

Hej Bloggere.
Charlie har i de seneste afsnit sagt, at han nu forsker i “kognitiv emergensteori”. Jeg har før skrevet om emergensteori på bloggen; man studerer, hvordan struktur kan opstå i store systemer udfra interaktion mellem småbitte enheder – fisk svømmer i stimer, myrer laver tuer etc. Og strukturen kan ikke observeres i en fisk, men kun i store flokke.
Som jeg forstår det, handler cognitiv emergensteori om, hvordan den menneskelige hjerne fungerer, og hvad det er, der adskiller os fra dyr. Altså, hvordan vi tænker.
Og hvorfor skal matematikerne nu blandes ind i det? For det første er matematikken god til at formulere sig præcist om struktur, og faktisk kan man også mere indirekte have matematikken med; hvordan kan det være, vi kan tænke matematisk? Hvad er det i hjernen, der gør, at man kan holde styr på så abstrakte begreber, som vi netop gør det i matematik? Vi kan håndtere meget komplekse begreber, have intuition om dem, få gode ideer mens vi cykler hjem; og det får vi om begreber, som man skal bruge lange bøger for at definere. Nogen mener, vi håndterer matematik ved hjælp af hjernens sproglige evner. Læs f.eks. Keith Devlins bog “The math gene. Why everybody has it, but so few people use it” (desværre ikke oversat til dansk).

Det er ofte frugtbart at bringe forskere fra forskellige områder sammen i kortere eller længere perioder og give dem tid til at udveksle netop deres fagområdes syn på store spørgsmål, som f.eks. hvordan vi tænker. Et af de store centre for den slags forskning er Center for Advanced Studies in the Behavioral Sciences ved Stanford University. her arbejder forskere fra mange forskellige faggrupper med de store spørgsmål, og man har allerede i 1982 haft et projekt med titlen Meaning and Cognition, hvor forskere fra linguistik, matematik og filosofi bringer deres viden sammen. I Danmark har vi Center for Functionally Integrative Neuroscience hvor mange forskellige faggrupper ser på hjernen.

Hilsen
Lisbeth numb3rs@math.aau.dk

This entry was posted in Blog. Bookmark the permalink.